Kød-Fisk-Vegetar-Rester

Vi bestræber os på god kvalitet af både kød og fisk, men da kvalitet koster penge, er der ikke råd til lækre tournedos bøffer hver aften. Derfor har vi delt ugens dage op.
Vores morgenmad består typisk af branflakes med mælk. Frokosten er rugbrød med hytteost, tomat, avocado, pålæg el. lign.

Og om aftenen har vi lavet en madplan ud fra nedenstående koncept. Vi sammensætter altid madplanen og indkøbslisten ud fra de ting, som vi i forvejen har på hylderne, så vi får brugt, al den mad der bliver handlet ind, så vidt det er muligt.

2 dage med kød
Hver uge har vi to dage, hvor vi spiser lækkert kød, fra vores lokale slagter i Guldbergsgade.
Guldberg slagter forhandler dansk kvalitets kød fra frilands producenter af danske fritgående dyr. Det er ikke det samme som økologisk kød, men det er et stort skridt på vejen. Det meste af det kød, som der forhandles hos Guldberg slagter er dog ved, at blive godkendt som økologisk, men dette er en længere proces.
Den ret vi laver med kød, spiser vi to dage i træk, så vi undgår for meget spild.
Læs mere om kød, kvalitet og ugepakker på:
Guldberg slagteren

2 dage med fisk
Hver uge har vi også to dage med fisk, som vi handler hos fiskehandlerne i torvehallerne. Her er fisken altid frisk. På samme måde som med kødet, laver vi retten to dage i træk. Desuden venter vi med at købe fisk, såvel som kød til dagen hvor det skal bruges.

2 dage med vegetarisk ret
Hver uge har vi også to vegetariske dage. Det er især overraskende hvor mange virkelig lækre vegetariske retter der findes. Og hvor mange lækre økologiske fødevarer der er råd til, til disse retter.
Min mand ELSKER kød og kunne aldrig drømme om at blive vegetar - men indtil videre har jeg kun fået rosende ord for de vegetariske retter vi har fået.
Her gælder det på samme måde, at vi spiser den vegetariske ret to dage i træk.

1 dag med rester
Skulle der være rester tilbage, er det denne dag vi spiser det. Det kan også være at man skal ud og spise hos nogle venner eller noget familie i løbet af ugen, og så passer denne dag perfekt. Ellers kan en rugbrødsmad i ny og næ også spises på denne dag. På den måde får man også tømt ud i køleskabet.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar